LETTERS FROM AFRICA

This is a collection of letters from Africa, that describes Baisikelis work in Sierra Leone and Tanzania. Unfortunately no English letter have come yet.

Overview:

18.April 2009, "Update fra Junglen" 

10. Februar 2009, Henrik i Tanzania

18.April 2009, "Update fra Junglen" 

Dette brev er fra  sendt fra Masanga, Sierra Leone. Det er skrevet af Sabine og Jeppe som arbejder med Masanga Leprosy Hospital

I får lige en update fra Masanga Bicycle Workshop, Sierra Leone. Vi har nu 2 ansatte.
Alafia, vores fantastiske cykelsmed. Han kan lave ALT. Et beslag til skærmen kan laves ud af metallet fra et gammelt toiletskab og en saddelstang kan laves ved at save lidt i et sengegærde. Han har 2 koner og 15 børn og har tidligere haft en mindre repair shop lige uden for hospitalet. Han har god sans for at tjene penge, men kan desværre ikke skrive og læse. Han er derimod blevet meget bedre til engelsk mens vi har været her.

Mustafa, vores administrative medarbejder. Han har ikke haft et job siden krigen, og hans kone prøver at få en kantine op og stå, der indtil videre ikke har givet nogen indtægt til familien.  Han henvendte sig til os allerede da vi kom, for at få et arbejde som cykelsmed. Vi har nu ansat ham til at klare de administrative opgaver, dvs. registrering af cykler, prissættelse af reparationsarbejder, cykler og reservedele, udfylde regnskabsark, samt at hjælpe til med praktiske ting i værkstedet. Han har gået i skole for mange år siden, og skriver fint. Han er uhyggelig grundig, hvilket formentlig skyldes at han meget nødig vil lave fejl. Han er utroligt taknemmelig for at have fået et job og kommer jævnligt med en pose frugt til os i weekenden. Et par gange har der endda været levende høns i poserne.

Begge ansatte går i skole 2 gange om ugen i arbejdstiden. Der er desuden netop opstartet et businessprogram hernede, hvor en hollandsk pige med en businesuddannelse skal analysere de forskellige virksomheder og hjælpe til at træne de ansatte.
At vi ikke har ansat en manager, skyldes at vi endnu ikke har fundet den rette. Hans opgaver skulle være, at koordinere hele projektet, dvs. starte en base i freetown hvorfra cykler kan blive distribueret ud til forskellige workshops, heriblandt Masanga. Vi ville meget gerne have at det var én med en ordentlig uddannelse, og at det var én med en tilknytning til Masanga Hospitalet. Der er meget ære forbundet med at være en del af Masanga Hospitalet, så vi tror på at én der kender til hospitaltet i forvejen ville være mere loyal overfor projektet. Vi er nu i færd med at blive officielt registreret som Masanga Hospital Sustainability Enterprise. Navnet er ikke særlig catchy, men det betyder at cykelbiksen og alle de andre små virksomheder i masanga nu bliver officielle. Skatter osv. er så noget som vi skal arbejde videre med, det er helt umuligt at få et klart svar for hvor meget man kommer til at betale i skat. Den næste container er i Freetown og kommer hvis alt går vel i næste uge. Meeen lad os nu lige se, der skal nok være noget der forsinker den. Vi glæder os meget til at få den, og specielt til de mange reservedele. Vi er i øjeblikket ved at udbyggeværkstedet i Masanga. Et arbejde, der formentlig kommer til at koste os ca. 12.000 kroner. Det passer lige med de penge, som vi havde til gode for de første 40 cykler.

Mht. til cykelsalget, så sælger vi stadig for få cykler, men vi sælger dem for meget mere end vi har regnet med. Vores priser rangerer fra 320 kr. til 500 kr. Pga. vejene herude sælger vi næsten kun de dyreste cykler til 450-500 kr. De cykler der er eftertragtede er dem med tykke dæk og robust stel. Hver gang vi hiver en mountain-bike ud af containeren bliver den reserveret med det samme. (Man betaler som regel min. 80 kr. i depositum for at reservere en cykel og man har så en måned til at betale resten.) Vi forsøger at tage tilfældige cykler ud af containeren, således at vi ikke kommer af med alle de gode med det samme. I næste uge får vi besøg af 3 reservedelsforhandlere fra den nærmeste større by Magburaka, der ligger langs en god asfalteret vej. Vi skal forhandle med dem om mulighederne for at sælge cyklerne i inde ved byen. Vi har 3 modeller.
1)      De køber et parti cykler af os lidt billigere, og kan så selv sælge dem i Magburaka
2)      De sælger cyklerne for os, og få evt. en procentdel, af det de sælger dem for.
3)      Vi sælger dem selv i Magburaka, f.eks. hver anden mandag. 
Der er ingen tvivl om at vi nok skal få solgt cykler i Magburaka, der er indtil videre ingen andre steder man kan få en cykel og nærmeste cykelhandler er i Makeni som ligger 1 time i bil fra Masanga og en halv time fra Magburaka. Cyklerne derinde er desuden, så vidt vi har forstået, af dårligere kvalitet end de danske. Den eneste grund til at vi ikke har solgt cykler uden for Masanga endnu er at vi er blevet frarådet det, eftersom vi ikke har været registreret. Det er vi nu!
Vi har i den forløbne uge forsøgt os med en auktion på 2 cykler. Da de lokale ikke rigtig kendte til auktionskonceptet med bud osv. valgte vi at gøre det over en uge hvor man så kan henvende sig for at afgive sit bud. Startprisen er 200 kr. hvilket er meget billigt, selvom det ikke er de bedste cykler. Der har desværre ikke været et eneste bud, hvilket vi simpelthen ikke kan forstå. Det er muligt, at det er fordi vi er midt i måneden og at folk ikke har penge til at købe en cykel nu. Det er muligt at vi skal prøve at lave noget lignende i Magburaka hvor folk formentlig har lidt flere penge.
På mandag underskriver vi en kontrakt med 7 lærere fra en læreorganisation under Syvendedags-Adventisternes Primary School. Aftalen er at 7 lærere køber en cykel hver over 3 måneder. Afdragene bliver trukket fra deres løn i et kontor i Masanga hvor pengene så kan hentes hver måned. Oveni cykelprisen har vi lagt et gebyr ("Installment Charge") på 5 %. Det lyder måske ikke så voldsomt, men sagen er, at vi er enormt glade for denne aftale, og håber at alt går vel, så vi kan lave lignende aftaler med de andre lærere i staben. Det er win-win, vi får solgt cykler og lærerne får cyklerne på afbetaling, hvilket os bekendt ikke er muligt andre steder. Den samlede pris for cyklerne bliver omkring 3400 kr. Vi håber at det giver et godt overblik over hvad vi har gang i hernede, og vil meget gerne høre jeres kommentarer.

Mange Hilsner Sabine og Jeppe 

10. Februar 2009, Henrik i Tanzania

Dette brev er fra  Tanzania, hvori med-stifter Henrik Smedegaard Mortensen fortæller om sine oplevelser.

Kære  Alle derhjemme,

Jeg håber alt er vel i Danmark. Jeg befinder mig lige nu på Baisikeli værkstedet i Arusha, hvor folk omkring mig har travlt med at istandsætte og sælge danske forsikringscykler.
Jeg har de sidste to dage deltaget i den årlige APHFTA konference i Dar es Salaam. Konferencen holdes så private lægekliniker kan mødes for at diskutere Tanzanias sundhedstilstand. APHFTA konferencen vil være temaet i denne mail. Jeg vil senere skrive mere udførligt om Baisikelis aktiviteter i tanzania, men her vil jeg fortælle om landets sundhedstilstand ud fra novicen om den bedste udvikling skabes gennem prioriteringen, Health Before Wealth.

APHFTA står for Association of Private Health Facilities in Tanzania og er en forening, der arbejder for at uddanne og træne sundhedsklinikker i Tanzania. Jeg deltog i konferencen for at undersøge behovet for cykler i sundhedssektoren.

Det var en rørende oplevelse og både fantastisk og inspirerende at møde mennesker for hvem, de uforståelige tabeller vi læser om i danske aviser, HIV smitte, børnedødelighed, dødsfald blandt mødre og gennemsnitslevealder, er hverdag.
Sundhedsministeren kiggede forbi.
Konferencen blev åbnet af den Tanzanianske sundhedsminister. Hun fortalte hvor meget regeringen arbejder på at forbedre forholdene for læger og sygeplejersker. Heriblandt fremhævede hun forbedringer i infrastrukturen. Sidst i talen kom hun med et ønske til alle klinikker repræsenteret i lokalet, om en højnelse af hygiejnestandarten, når de vender tilbage til deres arbejde.
Generelt var hendes tale en dansk politiker værdig, masser af fine ord, der først blev modtaget med smil og, efter ministerens korte besøg, en vis skepsis.

Senere kom det frem, at en af de mest presserende politiske områder, der kan sættes ind i at forbedre forholdene for lægekliniker og ikke mindst for syge mennesker i Tanzania er at fjerne told på den i forvejen alt for dyre medicin. I dag betales der 10% told på medicin. Derudover kæmpes der også for, at 10 % af statsbudgettet bruges på sundhedssektoren. Det er helt uforståeligt, at man fra regeringens side i et af verdens fattigste lande vælger sådanne økonomiske prioriteter.
Fattigdom, er den dødeliste sygdom.
På konferencen blev det fremhævet flere gange, at de hyppigste dødsårsager let kunne være undgået. Her blev der talt meget om forholdene i forbindelse med fødsler, hvor dødeligheden blandt kvinder er enorm og blandt nyfødte børn endnu højere.

Professor Karim Manji gav et eksempel på en kvinde, der havde haft en alt for tidlig fødsel, og barnets tilstand var meget kritisk. Fødslen blev gennemført hjemme hos kvinden med hjælp fra familiemedlemmer. Efter fødslen indså familien, at hvis barnet skulle have en chance for at overleve, ville de være nødt til at tage på hospitalet. Da det var midt om natten, kørte der ingen busser til hospitalet. Derfor var kvinden nødt til at tage en taxa. Men hvis taxachaufføren finder ud af, at taxaturen skyldes alvorlig sygdom, stiger prisen drastisk. Derfor lagde kvinden spædbarnet i sin Khanka (et stort sjal) og lod som om barnet var raskt. Her nævnte professoren, der tidligere havde arbejdet i England, at man i en by som London, ville betragte transporten af et spædbarn i lignende tilstand som et mareridt. Barnet overlevede ikke sin første nat.
Professor Manji sluttede eksemplet af med at understrege, "når kvinder føder hjemme, gør de det ikke fordi de foretrækker det, men fordi de ikke har noget valg". Hospitalet eller lægeklinikken er ikke tilgængelig for hende. Hun har ikke de 50 - 100 kroner det koster at køre igennem byen til hospitalet, eller i landsbyen er der måske slet ingen biler, og det er umuligt for hende at sidde på en bagagebære af en cykel. Derfor føder hun hjemme. I bedste fald er der sendt bud efter en jordemoder eller en erfaren sygeplejerske.

På konferencen mødte jeg en sygeplejersken, Aisha. Vi sad ved samme bord og spiste frokost, da hun spurgte ind til mit engagement i APHTA. Her nævnede jeg Baisikeli der sender cykler fra Danmark til Tanzania, og at jeg var på APHTA for at undersøge hvordan man kan bruge cykler i sundhedssektoren i Tanzania. Her kunne Aisha fortælle, at de på hendes klinik har en cykel, som de bruger hver dag. Aisha kan desværre ikke selv længere cykle, til det er hendes ben blevet for gamle, men de ni andre på klinikken bruger klinikkens cykel flittigt.
Klinikken har ti ansatte, hvoraf der er en doktor, en sygeplejerske, og resten fungere som assistenter for klinikken. Klinikken er den eneste sundhedsklinik tilknyttet byen og de 19 omkring liggende nabolandsbyer.
For klinikken gør den ene cykel, de har til deling, en stor forskel. Den bliver hver dag brugt til at hente vand. Derudover bruges den også til sygebesøg, "i vores distrikt har vi en landsby som ligger 60 km væk, og uden for telefondækning. Nogle gange sker det, at der kommer en løbende fra landsbyen, fordi et familiemedlem er blevet alvorligt syg, og i sådanne tilfælde pakker vi en kuffert med det mest nødvendige lægeudstyr, og cykler til landsbyen for at komme den syge til hjælp" forklarer Aisha.
Aisha kan også berette om patienter, der bliver transporteret til klinikken i en vogn som trækkes af en okse. En sådan tur kan tage det meste af en dag, og i den bagende sol, giver det dårlige muligheder for det i forvejen svækkede menneske.

Baisikelis oplæg vækkede mange spørgsmål.
Sidst på konferencen var vi tre gæsteforelæsere, der gav et inspirationsoplæg på konferencen. Her gav jeg et 15-minutter oplæg om Baisikeli, hvor jeg forklarede hvordan vi arbejder på at gøre cyklen tilgængelig for den almene tanzanianer. Efterfølgende var der en paneldebat, hvor alle gæsteforelæserne sad i et panel og tilskuerne kunne kommentere på oplægget og komme med uddybende spørgsmål. Deltagerne havde mange kommentarer og uddybende spørgsmål, der var meget relevante for konceptet. En person sagde, at han ville være ked af hvis Tanzania blev betragtet af danskere som en cykellosseplads. Andre var bekymrede for vedligeholdelse og reservedele til cyklerne i yderområder, og det altafgørende spørgsmål var, hvad cyklerne ville komme til at koste. Til sidst var der også et spørgsmål som gik på, at når vi cykler så meget i Danmark, om vi så nogensinde har vundet OL i cykling.

Efter oplægget blev jeg kontaktet af dr. Makoyo, der til dagligt driver en klinik i Mara distriktet, der ligger i nærheden af Baisikeli værkstedet i Arusha. Han ville gerne købe en cykelambulance, og tilføjede om cyklen: "når vi kan flytte patienter fra hjemmet til hospitalet, betyder det vi kan behandle flere patienter i løbet af en dag" forklarer dr. Makoyo.
Der var flere interesserede købere, men prisen på 700 kroner er desværre alt for dyr for mange af de helt små klinikker, der formentlig er de, som har det største behov for cyklen, og netop dette er udfordringen i og motivationen bag Baisikeli; at opbygge et system, så selv de fattigste i Tanzania har råd til en cykel.

Asanta kwa herini/med venlig hilsen
Henrik

PS: Der kan ses billeder på: cykelbilleder . Det er min cykel der er udstyret med et kamera, så når jeg kører på den, tager cyklen et billede i minuttet. Det er herligt! Jeg har også lavet et slideshovaf de billeder jeg har taget. Det kan ses ved at klikke her